Uge 12 – Alene Hjemme
Når hvalpen skal lære at være alene
Din hvalp er nu 12 uger gammel og begynder lige så stille, at blive mere selvstændig. Hvis du ikke allerede er i gang, så er nu et godt tidspunkt at påbegynde alene-hjemme træningen. Her får du en guide til, hvordan du kan gribe det an.
Din hvalp skal lære at kunne være alene, så du f.eks. kan gå på indkøb, på arbejde, til fritidsaktiviteter osv. Det at lære hvalpen at være alene er ikke altid den nemmeste opgave. Din hvalp har inden du fik den, været sammen med sine søskende og sin mor 24 timer i døgnet – og havde den været i en hundefamilie i naturen, så ville den blive ved med at være sammen med andre hunde hele døgnet. Det at være alene, er derfor en meget unaturlig ting at bede hvalpen om. Når det er sagt – så kan det selvfølgelig godt lade sig gøre. Men det er afgørende for træningsresultatet, at vi tager små skridt i hvalpens tempo.
Start træningen mens du selv er hjemme
Det gælder om at få så mange små succeser som muligt. For hver gang hvalpen oplever, at adskillelse ikke er farligt – men måske endda rart – så er vi et skridt nærmere målet.
Sørg for jævnligt at have situationer, hvor hvalpen er for sig selv mens du er hjemme. Lad f.eks. hvalpen være på den anden side af døren, mens du er på toilettet, eller at døren til køkkenet lukkes, mens du er ude at smøre en mad eller lave en kop kaffe. Der er tale om små adskillelser i kort tid af gangen. Det kan være en fordel at bruge et børnegitter, så hvalpen stadig kan se dig, men ikke kan komme helt hen til dig.
Lige umiddelbart inden hvalpen skal være alene, får den noget lækker den kan hygge sig med mens du er væk. Det kan f.eks. være et griseøre, en aktiveringsbold eller et aktivitetsspil. Ideen er at hvalpen skal forbinde det med at du går, med at der sker noget godt.
Ud og ind ad hoveddøren
Når hvalpen kan være adskilt fra dig, mens du stadig er i hjemmet, er det tid til næste skridt – nemlig at du går ud ad hoveddøren. Situationen hvor du går ud ad selve hoveddøren skal trænes. Din hvalp kender godt hoveddøren – og ved at der ligger en verden af oplevelser ude på den anden side. Det er derfor sværere for hvalpen, at du går ud ad hoveddøren uden den – end når du f.eks. går på toilettet. Du griber det an som før: Giver hunden noget den kan hygge sig med og går ud ad døren. Kom ind igen efter kort tid. Lav en masse gentagelser af dette.
Forlad matriklen
Nu er det tid til at lægge tid på adskillelsen. Du kan evt. filme hvalpen mens den er alene, så du kan se hvordan den reagerer. Du giver igen hvalpen noget den kan hygge sig med og går ud ad hoveddøren. Første gang venter du ude foran hoveddøren et par minutter og går så retur. Går det godt lægger du flere minutter til, hver gang i træner. Kom altid tilbage inden hvalpen bliver ked af det. Når du er oppe på ca. 10 min. er det tid til at forlade hoveddøren helt. Du går helt væk fra ejendommen og lægger stadig gradvist flere og flere minutter til for hver træningsgang.