Uge 27 – Hold nu k*** hund!
Hold nu k*** hund!
Din hund er nu 27 uger gammel og har efterhånden en klar opfattelse af, hvor den hører til og hvad der er dens. Måske den også har fundet sin stemme? I den her uge ser vi på, hvordan man forebygger og stopper at hunden gør.
Hunde som gør, kan være en stor belastning for sine omgivelser. Det er derfor vigtigt at sætte ind tidligst, så du lærer hunden ikke at gø uhensigtsmæssigt meget. Der kan være flere grunde til at hunden gør:
- Den er glad. Enten for at se dig eller under leg med vennerne.
- Den vil have din opmærksomhed.
- Den er stresset.
- Den keder sig.
- Den vil advare om at der er indtrængende og forsvarer området.
Det er den sidste årsag vi vil se på nu. Nemlig at hunden gør i haven, eller i huset/lejligheden når fremmede går forbi.
Det gælder om at belønne inden hunden gør
Stop adfærden inden den opstår
For at lære hunden ikke at gø i bestemte situationer, så gælder det om at belønne hunden inden den gør. På den måde lærer vi den, hvad vi gerne vil have – nemlig at den er stille. Et eksempel kan være, at hunden løber frem og gør ved hegnet, når nogen går forbi. Her gælder det om at du i en periode, kun har hunden i snor i haven. Hver gang du observerer, at nogen nærmer sig, så får du hundens opmærksomhed og belønner den (gerne med godbidder) for at være stille. Du starter på lang afstand af hegnet. Efterhånden som du oplever, at din hund er i ro, når folk går forbi, så nærmer du dig hegnet. Først når hunden aldrig gør, når den er i snor i haven, tager du snoren af den.
Det samme gør sig gældende, hvis I bor i lejlighed og hunden gør af folk i opgangen. Start med at have hunden i snor. Beløn ved rolig adfærd, når der er folk i opgangen.
Hvordan stoppes en gøende hund?
Hvis du ikke når at fange og stoppe adfærden og din hund nu står og gør, så lad være med at skælde den ud. Hundens opmærksomhed er ikke rettet mod dig, men mod hvad den opfatter som en potentiel indtrængende eller trussel. Hvis du skælder ud, vil den for det første ikke opfange, hvad du skælder den ud for og for det andet, kan den fejltolke dit vrede toneleje og tro, at du også er oppe at køre over de indtrængende. Hvilket kan forværre dens gøen.
Du skal i stedet fjerne hunden fra situationen. Dvs. tag den så langt væk fra det, som har fået den til at gø, at den stopper. Ros den når den stopper. Nu går du tilbage til træningen. Dvs. snor på og beløn for at være stille, når den ser fremmede nærme sig.
Gælder om at være konsekvent
Som med alt andet træning gælder det om at være konsekvent. Det er meget vigtigt at du ikke fristes til f.eks. at lukke din hund ud i haven uden opsyn. Skal du lykkes med træningen, så kan hunden først være uden snor, når den har lært ikke at gø.