Uge 31 – Det gode hundemøde
Det gode hundemøde
Din hund er nu 31 uger gammel, teenagehormonerne racer og mødet med andre hunde, kan måske nogle gange være svært. I den her uge ser vi på, hvordan du kan hjælpe din hund i mødet med andre hunde.
Hunde er sociale dyr, som i naturen lever i små familiegrupper bestående af en mor, en far og evt. 1-2 kuld hvalpe. Det er derfor naturligt for dem at omgås andre hunde, men det er ikke naturligt for dem at møde nye hunde hele tiden. Faktisk er der en hel del hunde, som foretrækker hunde de kender godt og som ikke bryder sig om, at skulle forholde sig til hunde de ikke kender – og det er helt naturligt.
Alle hunde kommer med hver sin personlighed. Nogen er mere frembrusende, føler sig trygge i de fleste situationer og kaster sig glædesfyldt ind i mødet med andre hunde. Andre hunde er mere forsigtige, foretrækker at se tingene an på afstand og bliver utrygge, når andre hunde kommer stormende i deres retning. Uafhængigt af om du har den ene eller den anden type hund, så er det vigtigt at du lærer din hund god og høflig hilse-adfærd og at du ikke bringer din hund i situationer, hvor den bliver utryg.
Din hund tænker ”DU ER MIN NYE BEDSTE VEN! Når den møder andre hunde
Der er en klar fordel i at have denne type hund, og det er at du ikke behøver koncentrere dig så meget om, at gøre din hund tryg. Din hund er MEGET tryg omkring andre hunde, men den er faktisk også uhøflig. Der er mange hunde, som ikke bryder sig om, at den kommer frembrusende og overtræder deres grænser. Din opgave er derfor at lære din hund, at man kun får lov til at hilse på andre hunde, hvis man er rolig – og det kan være lidt af opgave, når man har en glad, energibombe af en teenagehund. Du kan lære din hund høflig hilseadfærd ved:
1. Når en anden hund nærmer sig, så trækker du til siden og beder sin hund sitte.
2. Beløn den massivt for at blive sittende. Rejser den sig/kan du ikke få dens opmærksomhed, så gå væk fra den anden hund og forsøg igen, men på længere afstand.
3. Når en anden hund kommer tættere på, spørger du ejeren ”må de hilse”? Hvis der kommer et ja, så siger du ”fri” til din hund og lader den hilse.
4. Hvis din hund på noget tidspunkt løber frem uden at have fået lov, så går du væk fra den anden hund.
Ideen er at din hund lærer, at hvis man er for ivrig og trækker frem, så får man ikke lov til at hilse. Men er man tålmodig og venter pænt, så får man lov til at hilse.
Din hund tænker ”shit, nu dør jeg” i mødet med andre hunde
Har du en hund som er usikker i mødet med andre hunde, så er det vigtigt at huske på, at din hund ikke behøver elske alle andre hunde. Det er faktisk helt normalt, hvis den ikke gør det. Men når det er sagt, så skal den helst være tryg ved andre hunde, selvom den måske ikke har lyst til at lege med dem. Det er vigtigt at du ikke bringer din hund i situationer, hvor den får dårlige oplevelser med andre hunde. Det kan f.eks. være i parker, hvor den risikerer, at en løs hund løber hen til den. Når I møder en hund (i snor) kan du træne et godt og trygt møde ved at:
1. Undgå unge hunde med for meget krudt i røven. Øv jer i stedet med rolige hunde.
2. Du spørger ejeren om de må hilse. Hvis der kommer ja, så sig at han/hun gerne må holde lidt tilbage i sin hund, fordi din hund er lidt utryg.
3. Sæt dig ned mellem din og den fremmede hund. Lad din hund selv styre om den har lyst til at komme frem og hilse. Du hilser på den fremmede hund og viser den ikke er farlig.
4. Går din hund frem og hilser, så lad den det. Har den ikke lyst er det også helt fint, så går i bare videre. En masse af denne slags helt udramatiske møder, vil gøre din hund mere og mere tryg.