Uge 32 – Kloklip? Nej tak!
Kloklip? Nej tak!
Din hund er nu 32 uger gammel og det at kunne tørres, børstes, få klippet klør, renset ører, få sele eller frakke på er alt sammen noget som den skal lære. Men hvordan lærer man den lige det? Den her uge skal vi kigge nærmere på den vigtige håndterings træning.
Rigtig mange hunde bryder sig ikke om at vi ”piller” alt for meget ved dem. Det føles unaturligt for dem og ofte involverer det at blive holdt fast, hvilket de fleste hunde heller ikke bryder sig om. Men der er rigtig mange situationer, hvor den her håndtering er nødvendigt – og ofte finder dele af den sted hver dag. Det kan være når hunden skal have tørret poter, skal have sele på eller hvis den skal børstes. Det kan også være de ting, som ikke finder sted hver dag som f.eks. at komme til dyrlægen eller at få klippet klør.
Det kan være en unødvendig stressfaktor for både dig og din hund, hvis den ikke lærer at være tryg ved at blive håndteret. Uafhængigt af hvilken type håndtering din hund skal vænnes til, så er den overordnede fremgangsmåde den samme:
- Tag små skridt.
Det gælder om at tage bittesmå skridt. Skal hunden f.eks. børstes – men bryder sig ikke om det – så start med at have børsten i hånden mens din hund ligger og bliver kælet. Går det fint, så stryg den med børsten. Går det fint, så begynd forsigtigt at børste den. - Stop mens legen er god.
Stop træningen mens din hund stadig synes det er sjovt. Er du f.eks. i gang med at træne kloklip, og er det gået godt med at klippe en enkelt klo, så stop. Din hund skal kunne tænke positivt tilbage på oplevelsen. Næste gang du træner, vil du så kunne prøve med to klip. - Overtræd ikke hundens grænser.
For hver gang hunden oplever at dens grænser bliver overtrådt, vil det blive svære at håndtere den. Dvs. har din hund brug for at trække sig, så lad den gøre det. Du ved nu at du er gået for hurtigt frem i træningen.
Håndteringstræning er noget af det vigtigste du kan lære din hund. Det vil lette hverdagen med din hund og din hund vil blive tryggere og gladere.