Uge 47 – Vat i ørerne og selektiv hørelse
Sit, sit, sit… SIT!
Oplever du også at din hund lader til at have iført sig høreværn og skyklapper? Din hund er nu 47 uger gammel og en teenagebombe, som ofte synes, at de fleste ting er mere spændende end dig. I den her uge ser vi på, hvordan du bedst kommer gennem teenagetiden.
Tiden med den nuttede hvalpepels, de store tilbedende øjne og de kluntede poter, som fulgte dig overalt, er ved at være forbi. Din hvalp er full blown teenager og det kan mærkes. Din hund er nemlig ved at blive mere selvstændig. Og ikke nok med det. Selvstændigheden er krydret med en god omgang hormoner. Har du en hanhund har du måske også bemærket, at han er begyndt at blive vældig interesseret i damerne. I det hele taget ændrer din hund sig en del i den her tid. Det er især tydeligt på gåturene, hvor din hund begynder at give udtryk for hvilke hunde den kan lide og ikke kan lide, den er markant mere interesseret i at snuse til omgivelserne og det kan være svært for dig at få dens opmærksomhed. Og det er helt normalt.
Tålmodighed er en dyd
Mange hundeejere synes det kan være en lidt frustrerende tid. Man har lige haft den her nuttede hvalp, som forgudede én og som måske endda havde lært en masse brugbare og seje kommandoer. Og pludselig er det som om nogen at trykket på slet-knappen og hunden kan ingenting huske mere og virker provokerende uinteresseret i at lære noget som helst.
Her er fem ting som er gode at huske på, når hunden (igen) lader til at have lagt sin hjerne i hundekurven:
- Skæld ikke ud. Ligesom med teenagebørn, så nytter det ikke noget at skælde ud og være irriteret. Det resulterer bare i at teenageren vil søge endnu mere afstand til dig.
- Sænk forventningerne. Selvom din hvalp godt kunne ”sit” i sidste uge, så er det ikke sikkert at den kan i denne uge. Start forfra med øvelserne og gør det nemt. Træn f.eks. indenfor eller i haven, hvor der ikke er så mange forstyrrelser.
- Sjov og leg. Selvom din hund indimellem vælger dig fra, så synes den stadig at det er sjovt at lege og fjolle med dig. Sørg for at have massere at sjove og glade stunder med din hund. Det vil få din hund til at vælge dig mere og mere til igen.
- Søg hjælp. Føler du at opgaven bliver uoverskuelig, så er der ingen skam i at søge hjælp. Find en dygtig hundetræner, som kan hjælpe dig og din hund på rette vej.
- Træk vejret dybt og husk på at det er en fase.
Hæng i
Desværre er der mange hundeejere, som bliver overvældede af hundens overgang til teenagelivet og derfor er det her også alderen hvor flest hunde havner på dyreinternat. Giv ikke op på teenagehunden. Du er dens et-og-alt, den er stadig en hvalp indeni og har brug for sine faste rammer, sin familie og din omsorg og forståelse.