Uge 49 – Skal hunden med på ferie?
Når hvalpen skal med på ferie i udlandet
Din hund er nu 49 uger gammel og I har sikkert allerede oplevet én eller flere ferier sammen. Men hvad med udenlandsture? Har I prøvet det? I den har uge ser vi på, hvordan man forbereder sig på en udenlandstur med hunden.
Ved rejser i EU skal hunden:
- have et EU selskabsdyrspas. Det får du udstedt hos dyrlægen.
- være ID-mærket med en elektronisk mikrochip og nummeret skal fremgå af passet.
- være vaccineret mod rabies.
- ved indrejse i nogle lande have ormekur inden afrejse.
Forbered jer i god tid
Sørg for at snakke med din dyrlæge i god tid inden afrejse, da det kan være et krav at vacciner og sundhedstjek hos dyrlægen er foretaget indenfor en given tidsramme inden afrejse. Lande udenfor EU kan have andre krav. Du kan finde meget mere information her på Fødevarestyrelsens hjemmeside. Husk det er dit ansvar – og ikke dyrlægens – at din hund har de rette vaccinationer.
Bilrejser med hund
Fordele:
- Det er muligt at holde selvvalgte pauser undervejs, hvor hunden kan komme ud og tisse, strække benene og få mad og vand.
- Du kan observere hunden på hele rejsen og holde øje med at den har det godt.
Ulemper:
- I sommerhalvåret kan det blive meget varmt i bilen. Du kan på intet tidspunkt lade hunden være alene i bilen, heller ikke på overskyede dage, da hunden kan få hedeslag i en varm bil.
- Har du en stor hund, så optager den meget plads, hvilket kan vanskeliggøre at medbringe bagage.
Togrejser med hund
Fordele:
- Du kan observere hunden på hele rejsen og holde øje med at den har det godt.
Ulemper:
- Det er ikke alle lande som tillader at hunde transporteres i tog. Undersøg derfor reglerne for det eller de pågældende lande på forhånd.
Flyrejser med hund
Fordele:
- Har du en mindre hund (ved de fleste flyselskaber går grænsen ved 8 kg), så kan den være med dig i kabinen, hvor den sidder i en transporttaske.
Ulemper:
- Større hunden skal transporteres i en transportkasse, som placeres i et tryksikret lastrum i flyet. Du er dermed ikke sammen med din hund på selve rejsen. For nogle hunde kan det være en meget stressende oplevelse.
Det er fantastisk at have hunden med på rejse, du skal bare sørge for at have styr på reglerne og at planlægge din tur og dyrlægetjek i god tid.