Uge 46 – Hunden trækker
Trækker din hund?
Din hund er nu 46 uger gammel. Teenagehormonerne raser, der er vat i ørerne og måske du indimellem er i tvivl om hvem der bestemmer, hvad retning I tager på gåturene. I den her uge ser vi nærmere på, hvordan du lærer din hund ikke at trække i snoren.
Når din hund trækker i snoren, så gør den det for at komme hurtigere hen til noget interessant. Du skal have lært din hund, at trækker den i snoren, så kommer den ikke hen til det interessante. Du kan bruge to forskellige metoder:
- Når hunden trækker, så stopper du op og står helt stille. Nu afventer du at hunden stopper med at trække, kigger på dig eller kommer hen til dig. Nu går du frem igen. Hvis hunden trækker, så stopper du op igen, afventer at den ikke trækker osv.
- Når hunden trækker, så vender du om på hælen og går den modsatte vej. Dvs. hver gang hunden trækker, så ændrer du retning, så den ikke kommer hen til det den gerne vil trække dig hen til.
Ros, ros, ros
Husk at rose hunden når den går pænt. Man kan hurtigt komme til kun at korrigere hunden, når den gør noget forkert. Det er faktisk endnu vigtigere at fortælle den når den gør noget rigtigt, så den ved, hvad det er du forventer.
Det gælder om at være konsekvent. For at hunden skal forstå hvad du forventer af den, så går det ikke, at den nogle dage får lov til at trække og andre dage ikke gør. Det her er ikke en nem øvelse. Hverken for dig eller hunden og det kan nogle gange være en god ide, at bestille tid hos en uddannet hundetræner for at få hjælp til træningen.
OBS. træn aldrig ”gå pænt” i en flexline. Den er for ustabil og din hund ved aldrig hvor langt frem den kan/må gå.